Politiet undersøger muligt kvindedrab i Lyngby

Skrevet af admin

31/10/2014

Mest læste i dag

Politiet er fredag aften i gang med at undersøge, om en kvinde er blevet dræbt i sit hjem i Lyngby.

- Klokken 20.18 får vi en anmeldelse via regionen, som er fremme på en adresse på Boulevarden i Lyngby. De er blevet kaldt dertil af hjemmeplejen, som har reageret på et nødkald fra en ældre kvinde, siger Dan Houtved, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Hjemmeplejen finder kvinden livløs, og en læge konstaterer, at der er noget mistænkeligt omkring dødsfaldet, siger vagtchefen.

På den baggrund er politiet og en retsmediciner fredag aften i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

- Vi laver nu en såkaldt findestedsundersøgelse for at afdække, om der er tale om en naturlig død, et ulykkestilfælde eller et drab, siger Dan Houtved.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvori det mistænkelige ved dødsfaldet består.

- Hvis det viser sig, at der er tale om et drab, vil vi ikke røbe detaljer, der eventuelt vil være brugbare i det videre efterforskningsarbejde, siger vagtchefen.

Retsmedicineren ventes at have bestemt dødsårsagen i løbet af natten til lørdag.

/ritzau/