Politijagt på narkorockere lukker klubhus

Skrevet af admin

26/11/2015

Dagens topnyheder

En 43-årig tidligere præsident for rockergruppen Bandidos i Kolding, Kim Stefan Christensen, er torsdag blevet idømt syv års fængsel for at være bagmanden i en sag om cirka fem kilo amfetamin.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 43-åriges efterfølger på posten som præsident for rockergruppen i Kolding fik tilbage i august en dom på et år og seks måneders fængsel for besiddelse af et halvt kilo amfetamin.

- Det er Task Force Vest, som hovedsageligt arbejder med organiseret kriminalitet og narkotika, der har stået for efterforskningen. Vi har haft særlig fokus på bandemiljøet og i denne forbindelse Bandidos, fortæller anklager Gitte Dyhr Thomsen til Ritzau.

Fredag skal den tredje og seneste Bandidos-præsident i Kolding for en domstol. Han er ved Retten i Randers tiltalt for besiddelse af næsten et halvt kilo amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Den omfattende indsats på området har medført, at Bandidos' afdeling i Kolding er lukket.

- Vi er meget tilfredse med efterforskningens succes, og med at der ikke længere er en rockerklub i Kolding, siger anklageren.

- Denne sag må vist endnu engang slå et stort hul i historien om klubber for mænd, der bare roder lidt med motorcykler.

Også den 32-årige Chris Jahnke Bladt-Hansen blev torsdag dømt i Retten i Sønderborg. Hans dom lød på fire års fængsel for at have været involveret i handel med cirka halvdelen af de fem kilo amfetamin.

De ankede begge deres dom til Vestre Landsret.

/ritzau/