Polsk eks-ærkebiskop døde inden retssag for sexovergreb

Skrevet af admin

28/08/2015

Mest læste i dag

Den tidligere katolske ærkebiskop Jozef Wesolowski, der var tiltalt for seksuelle overgreb mod børn, er fredag fundet død i et værelse, hvor han blev holdt i husarrest i Vatikanet.

En lægeundersøgelse udført af Vatikanets egne læger har vist, at den 67-årige tidligere ærkebiskop døde af naturlige årsager.

Wesolowski skulle i sidste måned have været for en domstol i Vatikanet og have forsvaret sig mod anklager om seksuelle overgreb mod børn, men sagen blev udskudt, fordi han blev syg.

Sigtelserne mod ham kunne give ham flere års fængsel, hvis han var blevet kendt skyldig.

Wesolowski var den første, der skulle have været på anklagebænken i Vatikanets eget retsopgør mod kirkelige personer, der er tiltalt for seksuelle overgreb mod mindreårige.

Han var anklaget for at have været i besiddelse af børneporno i Rom i 2013-14 og for sexovergreb mod børn under sin tid som Vatikanets ambassadør i Den Dominikanske Republik i perioden 2008-13.

Han blev i hemmelighed hjemkaldt fra sin post, efter Vatikanet havde fået oplyst, at han jævnligt betalte skopudserdrenge for sex. Fire af Wesolowskis ofre - drenge i alderen 13 til 16 år - var villige til at vidne i retssagen mod ham.

I juni sidste år blev han afsat som ærkebiskop og blev placeret i husarrest på ordre fra pave Frans.

/ritzau/AFP