Poul Nyrup Rasmussen er gæstetaler ved SF-landsmøde

Skrevet af admin

19/04/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik stående klapsalver, da han søndag blev præsenteret som den hemmelige gæstetaler ved SF's landsmøde i København.

- Du er en af de bedste danske statsministre nogensinde, sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr ved sin præsentation af Poul Nyrup Rasmussen og tilføjede:

- Du er en kær ven, Poul. Du er velkommen.

Poul Nyrup Rasmussen var inviteret til landsmødet for at tale om skattely og aktiespekulation.

Han var Danmarks statsminister fra 1993 til 2001, hvor han tabte regeringsmagten til Venstres Anders Fogh Rasmussen og blå blok.

I 2004 blev han valgt ind i Europa-Parlamentet, hvor han også var formand for de europæiske socialdemokrater.

Pia Olsen Dyhr afviser, at invitationen af Poul Nyrup Rasmussen er politisk drilleri til SF's tidligere regeringspartner fra Socialdemokratiet inden det kommende valg.

- Der er ikke noget drilleri i det her. Det her er en kær ven af mig, og en der gerne vil løse det her problem. Jeg er optaget af at samarbejde med alle, der vil løse udfordringen med skattely, siger Pia Olsen Dyhr til DR.

- Vi har haft socialdemokrater på vores landsmøder tidligere. Det væsentlige i denne diskussion er, at vi ikke er alene i SF om at ville bekæmpe aktiespekulation og skattely, og han er en af de bedste i Europa i den diskussion, siger hun.

Når det er sagt, så kom Poul Nyrup Rasmussen belejligt for SF'erne ind på dagpengedebatten - en mærkesag for partiet - hvor SF presser regeringen for at ændre reglerne allerede inden folketingsvalget.

- Et provenu til Danmark på syv-otte milliarder, kan vi da godt bruge, ikke? Der kan finansieres ret meget for dem, genoptjeningsperioden for eksempel, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Han mener, at der skal indføres en skat på finansielle transaktioner i Europa. Indtægterne derfra kan finansiere en ny dagpengeløsning.

SF har for nylig foreslået, at Danmark tilslutter sig de 11 europæiske lande - heriblandt Tyskland - som er gået sammen om at indføre en finansskat.

/ritzau/