Presset fransk regering klar til kompromis i strejkekaos

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

Tankstationer løber tør for benzin, atomkraftværker lukker ned, og nu er den franske regering tilsyneladende ved at være mør.

I hvert fald siger premierminister Manuel Valls torsdag formiddag til BFMTV, at regeringen er klar til at overveje ændringer af de planlagte reformer af arbejdsmarkedet.

Reformerne har udløst strejker og protester over hele landet.

Valls fastholder, at man vil gennemføre de upopulære reformer. Men der kan "ske ændringer, forbedringer", siger han.

I et interview med kanalerne BFMTV og RMC forsøger premierministeren samtidig at forsvare lovpakken.

- Denne lov er god for lønmodtagerne, for den sikrer dem flere rettigheder. Den er også god for iværksættere, fagforeninger og de unge. Loven er til gavn for landet, siger Manuel Valls.

Regeringschefen afviser direkte adspurgt, at man kan afholde en folkeafstemning om lovpakken.

Samtidig langer han ud efter "konservatisme" både på højrefløjen og venstrefløjen.

- Dette er en ændring. Jeg ser konservatisme til venstre og til højre. Men det er min rolle, at føre os videre, siger Manuel Valls.

Politiet har haft travlt med at fjerne blokader af forskellige virksomheder den seneste tid, og det arbejde vil fortsætte, slår premierministeren fast.

Torsdag formiddag har de franske atomkraftværker reduceret produktionen med fire gigawatt på grund af blokader på landets værker.

Strejker og blokader af olieraffinaderier har medført, at mange tankstationer er løbet tør for brændstof.

Flere gange de seneste måneder har protesterne ført til direkte sammenstød mellem demonstranter og politiet med sårede til følge.

/ritzau/AFP