Presset landbrug barberer overskud i Vestjysk Bank ned

Lave afregningspriser på mælk og svinekød presser ikke kun landmændenes økonomi, men også de pengeinstitutter, der har lånt dem penge.

Et godt eksempel er Vestjysk Bank, der onsdag fremlagde regnskab for første halvår af 2016.

Banken kom ud af årets første seks måneder med et basisresultat før nedskrivninger på 227 millioner kroner, men da man samtidig har været nødt til at nedskrive engagementer til en samlet værdi af 216 millioner kroner, er der ikke meget tilbage.

Banken realiserer således et resultat efter skat på 10 millioner kroner mod 44 millioner kroner i samme periode sidste år.

- Det er glædeligt at kunne konstatere en lille forbedring af afregningspriserne på svinekød hen over sommeren, men niveauet er fortsat meget lavt, og udviklingen i afregningspriserne på både mælk og svinekød er præget af stor usikkerhed.

- På grund af vores betydelige eksponering mod landbrugserhvervet er vi meget følsomme over for udviklingen inden for dansk landbrug, siger administrerende direktør Jan Ulsø Madsen i en kommentar til regnskabet.

Han fortæller til Ritzau Finans, at banken vil arbejde på at nedbringe eksponeringen mod landbrug og erhvervsejendomme.

- Men det er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden, det er et langt sejt træk, siger han uden at kunne sætte et præcist mål op.

- Vi tør ikke sætte et tidsmål på det, fordi det kommer meget an på, hvordan landbruget udvikler sig i de kommende år, siger Jan Ulsø Madsen.

/ritzau/

Dagens Gossip