Prisbevidste kunder presser fortsat TDC

Skrevet af admin

04/05/2016

Mest læste i dag

TDC's forretning er fortsat under et gedigent pres, fordi kunderne bliver mindre og mindre villige til at betale for tv og telefoni. Tendensen viser sig endnu en gang i tallene fra teleselskabet.

I de første tre måneder af 2016 faldt omsætningen til 5,8 milliarder kroner, og driftsresultatet dykkede med 10 procent til 2,2 milliarder kroner.

- Mange initiativer er allerede blevet iværksat, og arbejdet bærer frugt. Eksekveringen af strategien "Always simpler and better" sammen med et klart fokus på at levere en bedre kundeoplevelse er nøglen til succes, skriver administrerende direktør Pernille Erenbjerg i regnskabet.

I første kvartal havde TDC ikke fundet nøglen til succes, da mere eller mindre alle forretningsområder var under pres. Ikke mindst den tidligere så lukrative tv-forretning i Danmark, hvor TDC gennem Yousee er markedsførende.

Antallet af kunder i tv-biksen steg til 1,4 millioner, da TDC overtog flere store antenneforeninger. Kunderne er dog blevet mindre villige til at købe de store pakker, der giver kroner i kassen for teleselskabet.

Andelen af kunder med den mindste tv-pakke steg i årets tre første måneder til 31,1 procent. En stigning fra 29 procent i første kvartal 2015.

- Omsætningen per kunde på tv er fastholdt, og det er resultatet af, at effekten af prisstigningerne 1. januar er fuldt ud udvasket af migrationen til mindre tv-pakker, skriver TDC.

Inden for mobiltelefoni steg antallet af kunder med 2000, mens den gennemsnitlige omsætning per kunde blev nogenlunde fastholdt på 114 kroner i forhold til de sidste tre måneder af 2015.

- Den gennemsnitlige omsætning per kunde faldt år til år, da de seneste prisstigninger blev mere end opvejet af migration mod billigere prispunkter, skriver TDC.

/ritzau/