Produktionen af økologisk mælk vokser markant

Skrevet af admin

24/05/2016

Dagens topnyheder

Der bliver produceret mere og mere mælk i Danmark. Ikke mindst den økologiske af slagsen. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge den nationale statistikindsamler blev der produceret 1,4 milliarder kilogram mælk i årets tre første måneder, en stigning på 8,6 procent i forhold til samme periode sidste år.

126,4 millioner af de liter var økologisk mælk, en stigning på markante 14,4 procent.

- Den økologiske mælk udgør 9,2 procent af den totale produktion. Den øgede mælkeproduktion skyldtes mælkekvotens ophør første april 2015.

- Landmændene har blandt andet øget mælkeproduktionen ved at slagte færre køer i 2015 end året før, skriver Danmarks Statistik.

Med mælkekvoternes ophør bliver der produceret markant mere mælk, ikke bare i Danmark. Det har sendt mælkepriserne ned og presser landbrugenes økonomi.

Sidste uge nedjusterede Seges, et videnscenter for landbrug under Landbrug & Fødevarer, sine forventninger til den gennemsnitlige økonomi i et landbrug i 2016 til et dundrende underskud.

- Det afgørende er balancen mellem udbud og efterspørgsel på verdensmarkedet. Vi kan se, at der bliver produceret rigtigt, rigtigt meget mælk.

- Verdensmarkedet er simpelthen oversvømmet med mælk. Der troede vi tidligere, at stigningen i produktionen ville løje af. Men den er fortsat. Så vi tror ikke på balance før 2017, sagde erhvervsøkonomisk chef hos Seges Klaus Kaiser om nedjusteringen.

Mens det er gået frem for mælkeproduktionen, er det gået ned i næsten alle andre kategorier i landbruget.

Der blev produceret 32,5 millioner kilogram okse- og kalvekød, et fald på 4,2 procent. Antallet af slagtede stykker kvæg faldt med 2,4 procent til 114.000 styk.

- Det skyldtes udelukkende et fald i slagtningerne af handyr, da slagtningerne af kvier og køer steg.

- Faldet i slagtningerne af tyre og stude skyldtes primært en eksport af tyrekalve til opfedning i ulandet, skriver Danmarks Statistik.

Produktionen af svinekød faldt med 3,9 procent til 496,3 millioner kilo.

/ritzau/