Professor: Brexit kan sende Danmarks EU-regning et nøk op

Skrevet af admin

28/06/2016

Mest læste i dag

Det mest sandsynlige scenarie for Storbritanniens udtrædelse af EU er, at Danmarks regning til EU's fælleskasse stiger en smule.

Sådan lyder vurderingen fra EU-forsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach.

- Det vil formodentlig udløse en lille ekstraregning. Men det er uvist, hvor stor den vil blive. Det afhænger helt af, hvilken relation Storbritannien får til EU, siger han.

Det tyske finansministerium regner tilsyneladende med, at den tyske ekstraregning kan lyde på 22 milliarder kroner årligt, når briterne forlader EU. Det fremgår af et lækket strategipapir, som avisen Die Welt er i besiddelse af.

Herhjemme vil Finansministeriet ikke lave et lignende regnestykke, da det indeholder alt for mange usikkerheder og afhænger fuldstændig af den aftale, EU og Storbritannien ender med at forhandle sig frem til.

Samme pointe fremhæver Derek Beach. Han anser det for mest sandsynligt, at briterne får et samarbejde med EU gennem EØS, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det giver blandt andet adgang til EU's indre marked og den frie bevægelighed.

- Hvis briterne bliver en del af EØS ligesom Norge, kommer de stadig til at bidrage til EU's budget. De kommer måske til at betale omkring 80 procent af det, de betaler til EU i dag, siger Derek Beach.

EU-oplysningen pointerer, at det er uvist, hvor meget briterne skal bidrage til EU med, hvis de bliver en del af EØS. Det afhænger af, hvilke programmer landet deltager i.

Hvis briterne som varslet træder ud af EU, vil det samtidig forskyde magtfordelingen mellem lande, der ønsker et større budget, og lande, der ønsker et mindre budget.

- Uden Storbritannien mister man et af de stærke lande i alliancen af lande, der gerne vil bruge færre penge i EU. Alliancen tæller Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Holland, siger Derek Beach.

- De får lidt sværere ved at kæmpe mod et syd- og østeuropæisk pres for at bruge flere penge til blandt andet landbrugsstøtte og strukturfonde.

Ligesom Danmark er Storbritannien nettobidragsyder til EU. Det betyder, at begge lande indbetaler mere til EU, end de får tilbage igen i form af tilskud og støtte.

/ritzau/