PSG suspenderer spiller for at tilsvine cheftræner

Skrevet af admin

14/02/2016

Dagens topnyheder

Paris Saint-Germain har suspenderet forsvareren Serge Aurier, efter han på en livevideo har tilsvinet fodboldklubbens cheftræner Laurent Blanc og flere holdkammerater.

Videoen blev optaget af Serge Aurier og en ven på appen Periscope lørdag nat.

- Jeg har truffet beslutning om at suspendere Serge Aurier. Paris Saint-Germain er en meget stærk institution, som ikke skal skades af nogen, siger PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi i en meddelelse fra klubben.

Meddelelsen kommer, efter ivorianeren var blevet udelukket fra søndagens træning.

I videoen, som en tidligere fransk ungdomslandsholdsspiller optog, omtaler Serge Aurier sin træner Laurent Blanc og Zlatan Ibrahimovic i meget upassende vendinger. Også Angel di Maria, Salvatore Sirigu og Kevin Trapp får verbale lussinger.

Serge Aurier har allerede undskyldt for sine gerninger med meldinger på Canal Plus og beIN Sports, hvor han begræder sin "dumme og utilgivelige handling".

Periscope-appen gør det muligt at udsende live video via smart phone.

/ritzau/AFP