Psykisk syge skal kunne låses inde på nye botilbud

Skrevet af Redaktionen

01/09/2016

Dagens topnyheder

Efter fem drab på fire år får personalet på fem nye botilbud for meget voldelige og misbrugende psykisk syge mulighed for at tage nye midler i brug.

Det fremgår af regeringens plan for at forebygge vold på bosteder, skriver Jyllands-Posten.

De nye og mere magtfulde redskaber indebærer blandt andet retten til at låse en yderdør, kontrol af besøgende og kropsvisitation af beboerne og retten til at åbne post, undersøge beboerens private rum og ejendele og et nej til at forlade institutionen.

- Tvang skal naturligvis være den sidste udvej, men det kan være nødvendigt. Disse meget syge mennesker ryger ud og ind af psykiatriske afdelinger i øjeblikket, og fordi de er så syge, bliver de også her udsat for tvang. Med et særligt botilbud håber vi at kunne mindske tvangen for denne gruppen, siger socialminister Karen Ellemann (V) til Jyllands-Posten.

Hun fremlægger torsdag regeringens forslag sammen med sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Til den særlige institutionstype, som vil rumme cirka 150 psykisk syge på et botilbud i hver region, afsættes 45 millioner kroner hvert år.

Der er også afsat penge i de kommende fire år til at efteruddanne medarbejderne og understøtte et tættere samarbejde mellem forskellige instanser omkring den psykisk syge borger. I alt svarer det til 300 millioner kroner over fire år.

Både blandt patienter og psykiatere er der stor betænkelig ved at indføre mere tvang.

- Hver gang, vi laver nye muligheder for at anvende tvang, bliver de brugt, siger Knud Kristensen, formand for Landsforeningen Sind til Jyllands-Posten.

I Dansk Psykiatrisk Selskab er formand Torsten Bjørn Jacobsen også kritisk:

- Problemet er især mangel på sengepladser. Der er et alarmerende højt antal afvisninger på de psykiatriske skadestuer, og de mange overgange fra psykiatriske afdelinger til bosteder, til genindlæggelser og nye bosteder skaber store problemer for denne gruppe, siger han til avisen.

/ritzau/