Putin siger at spørgsmålet om Krim er lukket

Skrevet af admin

28/05/2016

Mest læste i dag

Krims status er et færdigdiskuteret spørgsmål, mener den russiske præsident, Vladimir Putin.

Halvøen Krim er en ukrainsk region, som blev annekteret af Rusland i 2014. Putin fastholder, at intet står tibage at diskutere om Krim.

- Rusland vil ikke deltage i diskussioner med nogen om dette emne, siger Putin. Hantalte fredag om konflikten med Ukraine i Athen efter drøftelser med Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras.

Putin gjorde det også klart, at Rusland er nødt til at tage foranstaltninger mod USA's raketskjold i Europa. Han advarer om, at Rumænien og Polen vil kunne være de lande, som russerne retter sigtekornet mod.

USA aktiverede tidligere på måneden et missilskjold til 800 millioner dollar (over 5,2 milliarder kroner) i Rumænien. Det anses for at have afgørende betydning for at kunne beskytte amerikanske og europæiske interesser mod såkaldte slyngelstater.

Ifølge Rusland udgør missilskjoldet en trussel mod russernes nationale interesser.

- Men missilskjoldet er ikke noget fremtidigt forsvar mod russiske raketter, siger USA's viceforsvarsminister, Robert Work.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, siger, at Ukraine vil genvinde kontrollen over de østlige territorier fra prorussiske separatister og også over Krimhalvøen.

Præsidentens udtalelser blev fremsat for få dage siden i forbindelse med, at den ukrainske pilot Nadija Savtjenko blev frigivet fra et russisk fængsel.

- På samme måde, som vi har fået bragt Nadija hjem, vil vi også bringe Donbass-regionen og Krim tilbage, sagde præsidenten, efter at Savtjenko var vendt tilbage til Ukraine.

Den 34-årige Nadija Savtjenko anses i Ukraine for at være nationalhelt, og hun er et symbol på modstanden mod Rusland.

/ritzau/AFP