Røde partier vil give morgenmad til børn i folkeskolen

Skrevet af admin

27/07/2016

Mest læste i dag

Alt for mange børn går sultne i skole og åbner undervisningsbøgerne med knurrende maver.

Men det skal være slut med sultne elever. Det mener SF, der ifølge Politiken onsdag er parat med et millionudspil, der skal sikre, at alle børn i folkeskolen får tilbudt morgenmad på statens regning.

- Vi vil indføre morgenmad og frugtordninger på alle skoler i Danmark, fordi det skal være slut med sultne børn i den danske folkeskole. Mætte børn lærer bedst, og med det her udspil tror vi på, at vi kan fremme elevernes læring og trivsel, skriver partiets gruppeformand, Jacob Mark, i en pressemeddelelse.

Forslaget er ifølge Jacob Mark en del af SF's kommende "valgoplæg" og et "hovedkrav" til en mulig ny S-ledet regering.

I Danmarks Lærerforening fortæller formand for Undervisningsudvalget Bjørn Hansen til Politiken, at elevernes energi til at deltage i undervisningen ofte nedsættes på grund af manglende kost.

SF kalder regningen for forslaget et "havregrynstilskud" på 290 millioner kroner om året til kommunerne. Det skal finansieres ved at regulere tobaksafgifterne, så de følger prisudviklingen.

- Vi synes, det giver rigtig god mening at finde penge på noget usundt og bruge dem på børns trivsel og læring, skriver Jacob Mark.

Både Alternativet og Enhedslisten kalder ifølge Politiken forslaget for "spændende" og "en god idé", og også SF's tidligere regeringspartnere er positive.

- En god og rigtig ernæring er et underfokuseret tema, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, til avisen.

Han vil dog ikke lægge sig fast på, om partiet også kan nikke ja til finansieringen.

De Radikale er åbne for at drøfte forslaget, men vil ikke love opbakning.

Modsat bliver forslaget modtaget køligt i blå blok, skriver Politiken.

/ritzau/