R henstiller til ordentlighed i imam-forhandlinger

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

Det skal gøres korrekt frem for sjusket og hurtigt.

Meldingen kommer fra Morten Østergaard, De Radikales leder, som fredag har været til forhandlinger om antiradikalisering hos kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V).

Netop Haarder har fået kritik fra Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Konservative.

De tre partier ønsker, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal overtage styringen i forhandlingerne, så der kan komme lidt fart over feltet og sendes et signal til omverdenen om, at emnet tages alvorligt.

- Det helt afgørende er, at det her ikke drukner i Christiansborg-drillerier, siger Morten Østergaard.

- Sagen er alvorlig. Vi ønsker alle sammen at undgå, at unge mennesker bliver ekstremister, som følge af at de møder folk, der bruger deres stilling som religiøs forkynder til at fylde unge mennesker med radikaliserende retorik og religiøs lære.

- Vi har sagt til regeringen, at ønsker man at sætte målrettet ind, så vi går efter der, hvor ekstremismen findes, og ønsker man at sikre, at de unge mennesker har en vej ud, så er vi klar.

- Og vi opfordrer regeringen til at modstå presset til at gå på kompromis med de værdier, vi forsøger at forsvare. Vi skal undgå at gøre indgreb i ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, siger Østergaard.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl kræver lovændringer inden sommerferien og foreslår et møde mellem Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

For hans skyld "må man gerne invitere De Konservative og Liberal Alliance med", sagde Thulesen Dahl torsdag til DR.

Morten Østergaard forstår ikke, at det skal gå så stærkt.

- Vi skal ikke skride til hastelovgivning. Der er partier, som tilsyneladende ikke er håndsky over for at lave indgreb i vores allermest fundamentale rettigheder.

- Jeg håber, at eftertanken melder sig, og jeg opfordrer regeringen til at stå fast på, at dette her skal analyseres grundigt, før man tager skridt, man måske kommer til at fortryde, siger han.

/ritzau/