Randers tager et point mod Nordsjællands unge tropper

Skrevet af admin

01/05/2016

Dagens topnyheder

Randers FC sikrede sig ét point i de sidste minutter af 2-2-kampen mod FC Nordsjælland i Farum søndag eftermiddag.

Med en angriber på 27 år og en 24-årig målmand som de ældste i startopstillingen havde Kasper Hjulmand valgt et Nordsjælland-startopstilling med en uhørt lav gennemsnitsalder på omkring 21.

Det unge hold skulle da også lige finde sig til rette på kunstgræsset i Farum i første halvleg, hvor Randers var bedste hold på banen.

Det resulterede i kampens første scoring efter bare otte minutter. Randers spillede sig flot gennem Nordsjælland-forsvaret, og inde i feltet lagde Viktor Lundberg bolden af til Kasper Fisker, der med en præcis inderside satte sin tredje scoring i denne sæson ind.

Mindre end ti minutter senere var der igen fare på færde i FCN-målet.

Målmand David Jensen fumlede med bolden, da han skulle gribe den efter et langskud og tabte den ind mod stregen, hvor han kastede sig ned efter den.

TV-billederne viste, at bolden som minimum var på grænsen til at være helt over stregen, men dommerens fløjte forblev tavs, og så var stillingen fortsat 1-0 til udeholdet.

Fra anden halvlegs start lykkedes det Kasper Hjulmands unge tropper at vende kampen på hovedet med to mål i de første ti minutter.

Først var det 20-årige Mathias Jensen, det kom flyvende i feltet og satte foden på et højt indlæg fra David Moberg Karlsson til 1-1 efter otte minutter af anden halvleg.

Og to minutter senere fik hjemmepublikummet i Farum et debutantmål, da midtbanespilleren Christian Køhler hamrede et flot langskud forbi en forsvarsløs Randers-målmand til 2-1.

Med ti minutter tilbage blev Nordsjælland reduceret til ti mand, da Emre Mor indkasserede sit andet gule kort for film og måtte gå tidligt i bad.

Og undertallet blev dyrt for Nordsjælland, for i kampens sidste minut sikrede Randers sig det ene point, da Mikael Ishak fik udnyttet et tungt Randers-pres til en udlignende scoring.

/ritzau/