Rapport: Gravide misbrugere skal låses inde

Skrevet af admin

05/09/2015

Dagens topnyheder

En gravid, som konstant er på druk eller tager stoffer og derfor risikerer at skade sit barn, skal kunne tilbageholdes mod sin vilje.

Sådan ser den skrappeste af tre mulige modeller for fremtidens behandling af gravide med et alkohol- eller stofmisbrug ud i en ny rapport, som Politiken lørdag har fået aktindsigt i.

Rapporten er udarbejdet af embedsmænd i ministerierne, som af den forrige regering fik til opgave at se på, hvordan man kan udvide muligheden for at tilbageholde gravide misbrugere.

Ifølge rapporten skal beslutningen tages af et kommunalt politisk udvalg, på samme måde som der i dag bliver truffet beslutning om tvangsfjernelse af børn. Og respekterer den vordende mor ikke beslutningen, skal politiet i sidste ende kunne hente hende.

Men muligheden for øget brug af tvang falder ikke i god jord hos familieambulatorierne, som står for behandlingen af gravide misbrugere.

Lederne henvendte sig allerede i marts til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg med et brev, hvor de meget klart fraråder tvangsbehandling:

- Kvinder bør ikke være et middel til for eksempel at føde nationen sunde børn, skriver lederne og understreger, at det er støtte, som kvinderne har brug for.

Som reglerne er i dag, kan kvinder give deres samtykke til at blive tilbageholdt, men maksimalt i 14 dage og maksimalt i alt to måneder af graviditeten.

Når det gælder kontrakter til misbrugere, som kommunerne har pligt til at tilbyde, er der de seneste seks år kun tegnet fem kontrakter i fire kommuner.

Ifølge rapporten skyldes det en blanding af manglende kendskab, manglende døgntilbud, oplevelsen af, at resultaterne bliver bedre ved frivillighed eller oplevelsen af, at 14 dages tilbageholdelse er for lidt.

/ritzau/