Rapport: Mange forlader bander uden exit-hjælp

Skrevet af admin

21/08/2014

Dagens topnyheder

I den offentlige debat om rockere og bander er der ofte fokus på den exit-indsats, som kommuner, politi og kriminalforsorg arbejder med for at hjælpe medlemmer ud af rocker- og bandemiljøet.

En ny rapport fra Justitsministeriets forskningskontor viser dog, at der er mange, som forlader bander eller rockergrupper uden hjælp fra myndighederne.

- Hyppigt har der været kritik af, at der er for få, der kommer igennem programmet, og det synes ofte at være underforstået, at meget få dermed forlader rocker/bandemiljøet, står der i rapporten.

- De gennemførte analyser viser imidlertid tydeligt, at vældig mange er i stand til at forlade miljøet uden hjælp fra exit.

Undersøgelsen bygger på oplysninger om registrerede medlemmer af rockerklubber og bander i Politiets Efterforskningsstøtte Database, PED, i juni 2009, oktober 2012 og oktober 2013.

Knap en tredjedel af de 2647 personer, der af politiet er registreret som medlemmer af disse grupperinger, er ophørt med at være aktive i rockergrupper eller bander, idet de i løbet af perioden er slettet af registret.

Blot 83 rockere eller bandemedlemmer havde i foråret gennemført eller var aktuelt med i et exit program siden 2011, viste en rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor dengang.

Rapporten konkluderede, at " exit fra rocker- og bandemiljøet er svært i praksis", og justitsminister Karen Hækkerup (S) konstaterede dengang, at det ikke går godt nok med programmet.

Samarbejdsaftalen om en exit -indsats udarbejdes med en person, der tilhører rocker- eller bandemiljøet, hvis vedkommende vurderes egnet og motiveret. Her beskrives blandt andet, hvad der tilbydes, og hvilke krav myndighederne stiller.

Undersøgelsen af udskiftning i rocker- og bandemiljøet er den første af sin art. Justitsministeriet har også planer om at undersøge forskellen i kriminalitet og sociale baggrund mellem dem, som bliver i kriminelle grupper, og dem som forlader grupperne.

/ritzau/