Rasmus Falk: Europæiske kampe er ekstra flødeskum

Skrevet af Redaktionen

24/08/2016

Dagens topnyheder

Udsigten til oftere at skulle spille europæiske kampe var en betydende del af årsagen til, at offensivspilleren Rasmus Falk i sommerpausen skiftede fra OB til FC København.

Det siger Falk forud for FCK's afgørende kamp mod Apoel FC om en plads i Champions League-gruppespillet.

- Det er sådan en kamp, jeg er skiftet for at få lov til at spille, selv om det ikke udelukkende er derfor, jeg skiftede.

- Jeg vidste jo godt, at FCK er en klub, der stiler efter det højeste, og Europa er lidt ekstra flødeskum, siger Rasmus Falk.

Han mærker også en anden spænding i kroppen end forud for superligakampe.

- Jeg er ekstra spændt før de her kampe. Jeg kan godt mærke, at det er noget andet end Superligaen derhjemme. Det mærker man ved rammerne og opmærksomheden omkring det.

- Der er ikke en eneste spiller i den her trup, som ikke er klar over, at det er noget andet, end vi er vant til, og det bliver uden tvivl en stor oplevelse, siger Rasmus Falk.

I 2011 var han med til at spille to lignende opgør for OB mod Villarreal. Efterfølgende spillede han også i Europa Leagues gruppespil med fynboerne.

De europæiske erfaringer kan han bruge i onsdagens kamp mod Apoel, hvor han forventer at skulle spille en afgørende rolle. Det vigtigste er dog, hvordan holdet præsterer, pointerer han.

- Vi skal spille og stå sammen som et hold. Det er vigtigere end den enkeltes præstation.

- Det handler om de 90 eller 120 minutter for holdet, og jeg tænker ikke så meget på min egen præstation. Men der er ingen tvivl om, at hvis de enkelte spillere spiller bedre, så gør holdet det også, siger Rasmus Falk.

I sidste uge blev Rasmus Falk efter en god sæsonstart udtaget til Åge Hareides landsholdstrup.

/ritzau/