Red Barnet: Børn i Afrika rammes hårdt af ebola

Skrevet af admin

23/09/2014

Mest læste i dag

Frygten for ebola gennemsyrer de ramte samfund i Afrika. Den frygt fører til, at børn bliver udstødt, og det arbejder Red Barnet for at modvirke.

Mindst 2800 mennesker er døde af ebola i Vestafrika, og det tal er med al sandsynlighed langt højere ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO. Bag hvert dødstal er der mindst fire familiemedlemmer, som bliver efterladt, og det er oftest børn.

- Børn rammes dobbelt hårdt af sygdommen. De bliver selv smittet eller mister familiemedlemmer, men deres familier bliver også splittet, når patienter bliver isoleret, eller børnene udsættes for stigmatisering og isolation, hvis de selv er syge, udtaler Anne-Sophie Dybdal, psykolog i Red Barnet.

Ifølge Uniceff udgør børn 22 procent af de smittede i Vestafrika.

Kasper Ejlskov koordinerer Red Barnets internationale indsats mod ebola fra London, og han beskriver udsigterne som dystre.

- Det er så vigtigt at sætte alt ind nu. Frygten, som gennemsyrer de ramte samfund, er næsten det værste. Og det er den frygt, som fører til, at børn bliver udstødt, siger han.

Det er ikke kun fysisk og mentalt, at ebola rammer børnene. Alle skoler er også lukkede, og der er ingen udsigt til, at de åbner igen. Det betyder, at børn mangler flere måneder af deres uddannelse.

Lige nu arbejder Red Barnet på højtryk i Liberia, Sierra Leone, Mali og Guinea for at bremse epidemien.

- Vi uddanner lærere, sundhedsarbejdere og lokalbefolkningen i, hvordan man undgår smitte. Samtidig yder vi psykosocial assistance til børn, der er blevet udstødte eller har mistet forældrene til sygdommen, siger Kasper Ejlskov.

/ritzau/