Redaktør: Hedegaard-sagen fylder i de tyrkiske aviser

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

De tyrkiske aviser beskæftiger sig med sagen om Tyrkiets løsladelse af Lars Hedegaards formodede attentatmand, men det er ikke en eventuel diplomatisk krise, der fylder spalterne.

Det siger Sadi Tekelioglu, der er redaktør for den dansk-tyrkiske avis Haber.

- De tyrkiske aviser lægger vægt på, at de danske medier oplyser, at den danske fange skulle være blevet brugt i en fangeudveksling mellem Tyrkiet og jihadister fra Islamisk Stat (IS), siger Sadi Tekelioglu.

Det er den oplysning, som de tyrkiske aviser finder interessant. Den britiske avis The Times skrev for et par uger siden, at en række IS-krigere fra europæiske lande var en del af en fangeudveksling mellem IS og Tyrkiet.

Udvekslingen omfattede 180 krigere fra blandt andet Storbritannien, Frankrig, Makedonien, Schweiz og Sverige. Og de blev ifølge avisen brugt til at få 49 ansatte fra konsulat Tyrkiets konsulat i den irakiske by Mosul sat fri.

- Kommer det på et tidspunkt frem, at danskeren er blevet udleveret til IS, er det med til at bekræfte, at der er blevet brugt fanger til at få frigivet de 49. Men heller ikke de tyrkiske aviser har fået de tyrkiske myndigheder i tale, siger redaktøren.

Ifølge Sadi Tekelioglu har de tyske myndigheder samme problemer som de danske, da tyrkisk politi ifølge Spiegel-online løslod islamisten Mohamed Mahmoud 19. august.

- Tyskland har ligesom Danmark bedt om at få udleveret en fange i et tyrkisk fængsel. Men han er også blevet løsladt, siger redaktøren.

Mohamed Mahmoud havde på det tidspunkt siddet fængslet i et år, fordi han opholdt sig illegalt i Tyrkiet. Efter løsladelsen blev han bragt til et hotel og skulle ifølge en aftale med tyrkisk politi melde sig på politistationen regelmæssigt, men han dukkede aldrig op.

Den 22-årige østriger af arabisk herkomst kom i myndighedernes søgelys, da han udsendte en propagandavideo om al-Qaeda. I 2007 truede han i en ny video med angreb i Tyskland og Østrig, hvorefter han blev anholdt og dømt.

Efter at han havde udstået sin straf, rejste Mahmoud til Tyskland, hvor han grundlagde en islamistisk sekt. Gruppen blev forbudt af tyskerne i 2012, og Mahmoud forlod Tyskland.

/ritzau/