Reform giver travlhed på lærerværelser før skolestart

Skrevet af admin

31/07/2014

Mest læste i dag

Fredag træder lovgrundlaget for den storstilede reform af den danske folkeskole officielt i kraft. Samtidig starter arbejdsåret for landets folkeskolelærere, som for manges vedkommende har første arbejdsdag efter ferien fredag eller mandag.

Reformen giver ekstra travlhed til det sidste på lærerværelserne op til børnenes skolestart omkring den 11. august, siger formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

- Traditionelt bruger man ugen op til skolestart på for eksempel kurser, temadage og planlægning, men det er klart, at situationen er speciel i år, siger han.

Det er både rammer for undervisningen og de fysiske rammer på skolerne, der kommer til at se anderledes ud i dette skoleår, og som der bliver lagt sidste hånd på i de kommende dage.

Ifølge skolechefen i Randers Kommune, Torben Bugge, betyder reformen blandt andet et farvel til de traditionelle skoleskemaer på mange af Randers' 27 skoler.

- Børnene vil kunne se overordnet, hvornår de skal møde, og hvornår de skal gå hjem. Men indholdet i skoledagen vil kunne forandre sig hele tiden, siger Torben Bugge.

- Før var det sådan, at når man lavede sit skoleskema og udleverede det, så fortalte man også lærerne i detaljer, hvad de skulle lave hele det næste år. Hvis det skulle ændres undervejs, så skulle det varsles rigtig lang tid i forvejen, men det behøver man ikke mere, siger han.

Optakten til skolereformen var især præget af forhandlingerne om lærernes arbejdstid, som endte med, at kommunerne lockoutede lærerne i 3,5 uge.

Lærerne har lagt konflikten bag sig, og nu er det især de mange praktiske konsekvenser af reformen for lærernes hverdag, der fylder op til skolestart, fortæller Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening.

For eksempel om der er et skrivebord klar på skolen til hver af lærerne, hvor de kan forberede sig.

De nye arbejdstidsregler for lærerne betyder nemlig, at hele arbejdstiden skal bruges på skolen, men før sommerferien var der ifølge Dorte Lange mange skoler, der endnu ikke havde arbejdspladser parat.

- Det regner vi med, at der bliver rettet op på, men vi ved også, at mange lærere kommer til at møde op på skoler, hvor der ikke er en arbejdsplads klar til dem endnu, siger Dorte Lange.

Men derudover vil mange af lærerne forsøge at klemme så meget forberedelse af undervisningen ind, inden eleverne møder op, for det bliver der mindre tid til i løbet af året, siger hun.

I København starter 3300 lærere og pædagoger skoleåret på mandag med undervisning, som skal få skoleåret i gang så "gnidningsfrit" som muligt trods de store ændringer med reformen, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

/ritzau/