Regering: Udlændinge skal vente 11 år på ægtefælle

Regeringen har i sit 2025-udspil lagt op, at det skal være sværere at opnå opholdstilladelse. Det bliver dermed også sværere at få sin ægtefælle til landet.

Det nuværende krav om, at en udlænding skal have boet i Danmark i seks år for at opnå permanent opholdstilladelse, hæves til otte år.

Det er allerede et krav, at en udlænding skal have haft permanent opholdstilladelse i tre år for at få sin ægtefælle til landet. Dermed skal en udlænding nu vente i alt 11 år.

- Vi står helt med tåspidserne på kanten af konventionerne, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et pressemøde.

Hun henviser til menneskerettighedskonventionen, hvor det er skrevet ind, at alle mennesker har ret til et familieliv.

- Vi går til kanten af, hvor lang tid man kan udskyde ægtefællesammenføring, siger hun.

Hvis det står til regeringen, skal man udover den generelle forlængelse vente endnu længere på opholdstilladelse, hvis man har modtaget en dom.

Har man modtaget en betinget fængselsstraf, skal man vente ekstra seks år mod i dag fire år og seks måneder.

Har man modtaget en ubetinget frihedsstraf over 60 dage, forlænges ventetiden med 15 år mod i dag 12 år, før man kan opnå permanent opholdstilladelse i Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip