Regering vil have styr på farlige kemikalier i pizzabakker

Pizzabakker, popcornposer og bagepapir kan være eksempler på fødevareemballage, som kan indeholde kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer.

Derfor foreslår regeringen at tilføre 5,85 millioner kroner oven i den allerede eksisterende indsats på området, så EU kan få skabt større klarhed over de farlige kemikalier og stoffer.

Hos Miljøstyrelsen, der regulerer og rådgiver om kemikalier i Danmark, efterlyser funktionsleder Magnus Løfstedt, også mere viden på området.

- En af vores store udfordringer er, at vi har mange stoffer under mistanke, men ikke faktisk evidens for, at de kan være hormonforstyrrende. Vi skal have udpeget de stoffer, så vi kan få gjort noget ved dem, siger han.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil med sin såkaldte kemipakke styrke arbejdet med at regulere stofferne gennem EU.

- Vi skal sikre mere viden om de uønskede stoffer, vi omgiver os med i hverdagen, så vi får styr på, om nogle af de stoffer skal begrænses eller udfases, siger han i en pressemeddelelse.

Det er en del af EU's strategi at opnå et ikkegiftigt miljø i 2050.

Det er vigtigt, at kampen mod kemikalierne kæmpes i fællesskab, påpeger Miljøstyrelsens Magnus Løfstedt.

- Varer og produkter, vi omgiver os med i dag, er grænseoverskridende. Man får meget mere ud af en samlet EU-regulering, så vi kan kontrollere de varer, der kommer ind over EU's grænser fra for eksempel Kina, siger han.

Hormonforstyrrende og kræftfremkaldende kemikalier i produkter og emballage kan være farlige, hvis man bliver eksponeret for stofferne over en længere periode.

Hormonforstyrrende stoffer kan blandt andet skade fosterudviklingen. De kan medføre misdannelser hos drengebørn som testikler, der ikke falder ned, og spaltet penis. Hos voksne mænd kan det medføre dårlig sædkvalitet.

Hos piger kan stofferne medføre tidlig pubertet.

- Vi kan se, at piger går et år tidligere i pubertet end for bare omkring 20 år siden, siger Magnus Løfstedt.

Kemipakken skal samle politisk flertal i forbindelse med de forestående finanslovsforhandlinger for at blive vedtaget.

/ritzau/

Dagens Gossip