Regeringen nedjusterer igen vækstskøn

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) varsler nu lavere vækst i Danmark.

Regeringen nedjusterer skønnet for væksten i år fra 1,1 procent ved præsentationen af Økonomisk Redegørelse i maj til nu 0,9 procent i år.

Også næste år vurderes væksten at blive lavere end hidtil ventet. I stedet for 1,7 procent forventer regeringen nu en vækst næste år på 1,5 procent.

- Det er ikke et væksttempo, der står mål med regeringens ambitioner, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han henviser til, at udmeldingen sker på et dystert "globalt bagtæppe". Ifølge finansministeren er det ikke kun Storbritanniens beslutning om at forlade EU, men også udviklingen i mange af verdens brændpunkter, der påvirker væksten negativt.

Regeringen mener til gengæld, at man ved at gennemføre 2025-planens initiativer vil kunne opnå en BNP-vækst på 1,8 procent.

- Jeg kan sige, at konsekvensen af at gennemføre planen vil være, at vi kan øge BNP med 1,8 procent. Det er efter vores opfattelse nødvendigt for at gøre det danske samfund robust, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Dagens Gossip