Regeringen og KL er enige: Kommuner skal effektivisere

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har et forhandlingsresultat på plads om økonomien næste år, oplyser finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Resultatet betyder, at regeringen gennemtrumfer sit forslag om, at kommunerne fremover skal effektivisere for én procent om året svarende til omkring 2,4 milliarder kroner næste år.

KL's formand, Martin Damm, lægger ikke skjul på, at han er skuffet over aftalen. Til gengæld har kommunerne fået lovning på, at de fleste af pengene - 1,9 milliarder kroner - næste år vil blive tilbageført til kommunerne.

- Vi har sagt, at hvis man vil gøre det her fra regeringens side, så skal vi have pengene tilbage igen i 2016, siger Martin Damm.

Når hele regnestykket er gjort op, betyder aftalen konkret, at kommunernes serviceramme reduceres med 500 millioner kroner, mens anlægsinvesteringerne reduceres med 900 millioner kroner næste år.

Dermed er det efter flere dage med skarpe meldinger fra kommunerne lykkedes parterne at nå en enighed. Kommunerne har ellers advaret om, at regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag vil ramme kernevelfærden.

Claus Hjort Frederiksen fastholder dog, at det har været nødvendigt at indføre omprioriteringsbidraget for at sikre, at skatteydernes penge anvendes, "hvor de gør størst gavn for borgerne".

- Det er væsentligt, at hele den offentlige sektor bidrager til at frigøre midler, som kan anvendes til prioriterede indsatser. Eksempelvis sundhed, ældre og tryghed. Omprioritering har været et gældende princip i staten i mange år. Nu udbredes princippet til kommunerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Mens kommunerne får lov til at beholde en stor del af penge i 2016, så vil en del borgmestre formentlig frygte, at omprioriteringsbidraget i de kommende år vil udvikle sig til en permanent besparelse på kommunernes budgetter.

Claus Hjort Frederiksen åbner dog for, at han også næste år vil være åben for en forhandling om, hvor mange penge, der skal føres tilbage til kommunerne.

- Kommer vi til 2017, og vi i fællesskab konstatere, at tingene har udviklet sig anderledes, end vi havde forventet, så kan man også til næste år tilbageføre nogle af midlerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Finansministeren er dog afhængig af, at et flertal i Folketinget vil støtte regeringen i at gennemtrumfe omprioriteringsbidraget. Her har Dansk Folkeparti erklæret sig skeptisk.

Det er dog kutyme, at Folketinget blåstempler forhandlingsresultatet, når KL og regeringen blot er enige:

- Vi sender et aktstykke over i Folketingets Finansudvalg. Og så forventer jeg, at et stort flertal i Folketingets Finansudvalg vil tilslutte sig aftalen. Sådan plejer det at være, når regeringen har forhandlet med kommunerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/