Regeringen vil lægge alt frem i Dong-sag

Skrevet af admin

05/08/2015

Dagens topnyheder

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsøger nu at lukke sagen om salg af aktier i Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Det sker ved at fremlægge alle bud, som blev afgivet i forbindelse med salget af Dong-aktierne, for Folketingets Finansudvalg.

Meldingen kommer, efter at Goldman Sachs i Berlingske har understreget, at investeringsgiganten ingen problemer har med, at finansministeren lægger firmaets bud frem for Folketinget.

- Det er meget tilfredsstillende med meldingen fra Goldman Sachs, og det betyder jo nu, at vi for Folketingets Finansudvalg kan fremlægge de tilbud, der er givet i sagen, siger Claus Hjort Frederiksen til TV2 News.

- Så man kan se, hvilke tilbud der er givet, og man vil så også kunne se den aftale, der blev indgået med Goldman Sachs, og det opfylder efter min mening de ønsker, der har været i Finansudvalget, siger han.

Dong-sagen pinte og plagede den tidligere regering i almindelighed og daværende finansminister Bjarne Corydon (S) i særdeleshed, og kritikerne har hele tiden krævet at få vished for, at salget til Goldman Sachs bundede i, at amerikanerne gav det bedste bud.

Det krævede naturligvis indblik i, hvad der måtte have været af andre bud, men det afviste Bjarne Corydon hele vejen igennem. Men det skal altså være slut nu, fastslår Claus Hjort Frederiksen:

- Vi vil fremlægge de tilbud, der er givet i sagen, de endelige bud, der er givet i sagen og aftalen med Goldman Sachs, siger finansministeren.

- Jeg synes ikke, det går for vidt med åbenheden, at man kan se hvilke bud, der er givet. Og ærlig talt: Når man laver forretninger med staten i et demokratisk land, så må man forvente, at et finansudvalg kan få indsigt i dem, siger han.

Pensionskassen ATP, der også købte en del af Dong-aktierne, har ingen problemer med, at finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) vil lægge alle endelige tilbud frem i Dong-sagen, men vil ikke kommentere yderligere.

- Forhandlinger er fortrolige, og i hele processen har vi ikke ville kommentere forhandlingerne.

- Men vi har ingen problemet med, at det bliver lagt frem af finansministeren i Finansudvalget, siger presserådgiver Svend Aagaard Nielsen fra ATP til Ritzau.

/ritzau/