Regeringen vil sætte pensionsalder op til 67,5 fra 2025

Skrevet af Redaktionen

30/08/2016

Mest læste i dag

Folkepensionsalderen skal hæves fra 67 til 67,5 år, foreslår regeringen i 2025-udspil.

Det vil være et væsentligt bidrag til at "håndtere den langsigtede udfordring", som består i, at der er udsigt til offentlige underskud i perioden fra 2025 og frem, forklarer regeringen.

Dermed lægger regeringen op til at justere på velfærdsaftalen fra 2006, der står som en af de mest afgørende aftaler i nyere dansk politisk historie. Her blev det aftalt gradvist at hæve pensions- og efterlønsalderen i bestemte intervaller.

Men virkeligheden er løbet fra velfærdsaftalen, må man forstå på det, regeringen skriver.

- Da aftalen om velfærdsreformen blev indgået i 2006, var sigtet gradvist at forhøje folkepensionsalderen med den øgede levetid, så folkepensionister i gennemsnit kunne forvente en pensionsperiode på 14,5 år.

- Levetiden er imidlertid steget hurtigere end forventet. En 56-årig, der er født i 1960 vil således i praksis have udsigt til godt 18 år på pension, mens personer, der er født i 2016 har udsigt til at være på pension i 15 år, forklarer regeringen.

Efterlønsalderen skal ifølge regeringens forslag hæves parallelt med pensionsalderen.

/ritzau/