Regeringsspidser satser tungt i jagten på tourstart

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

En borgmester. En erhvervsminister. En kronprins. Og en regeringsleder.

Det er det tungeste skyts, der er fundet frem, når Tour de France-direktør Christian Prudhomme torsdag besøger Danmark for at besigtige muligheden for at starte verdens største cykelløb i København.

Og han lægger ikke skjul på, at det er overvældende.

- Jeg har været i organisationen bag touren i 20 år, og jeg har været løbsdirektør i ni år, og det er første gang, at jeg har fået sådan en velkomst, erklærer han, da han møder pressen i Erhvervs- og Vækstministeriet.

Men selvom løbsdirektøren har mange rosende ord med til de danske bejlere, så måtte han skuffe dem med meldingen om, at en dansk tourstart ikke bliver aktuel i 2018 som håbet.

Det tager dog ikke pippet fra erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det at skaffe Tour de France til Danmark vil være en kæmpe begivenhed, og det, at 2018 ikke er muligt, gør ikke noget, erklærer han.

- Vi kommer til at aflevere et bud i løbet af 2016, og så håber jeg, at vi i løbet af en ikke alt for lang årrække vil se, at det er muligt at starte touren i København.

Han understreger samtidig regeringens engagement til projektet.

- Vi går fuldt ind i den her kamp. Vi vil kun en ting, og det er at vinde, og det er det, vi gør, forhåbentlig, så jeg gør alt, hvad jeg kan, lyder det fra ministeren.

Spørgsmål: Men når man kaster så meget ind, så er det vel også en skuffelse, hvis det ikke lykkes?

- Det er altid en skuffelse, hvis man kaster sig ind i en kamp, og man ikke vinder. Men sådan er det. Det er ikke første gang, jeg får en skuffelse i mit liv, men jeg planlægger det ikke, for jeg tror faktisk, at det her kan lade sig gøre, meddeler ministeren.

/ritzau/