Rejehop-Gry vil genoplive 80'er-energien

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Kloden har drejet mange gange, siden Gry Meilstrup Johansen som 17-årig sang og rejehoppede sig til sejren i Dansk Melodi Grand Prix i 1983. Siden fik hun både international karriere i Tyskland, masser af spillejobs i Danmark og en søn i 1998, som hun kvittede musikken for at være hos.

Men nu er sønnen fyldt 18 år, og derfor er sangerinden klar til at give musikken endnu et skud. Hun har netop udgivet sin første single i fem år - og den holder fast i de firsertoner, hun for første gang optrådte med i "Kloden drejer".

- Dengang i 80'erne var der bare positiv energi i musikken, som man blev i godt humør af. Det, tror jeg, folk vil kunne genkende, når de lytter, og den energi passer stadig godt til mig, siger den nu 51-årige Gry Meilstrup Johansen.

"Kom og kys mig", hedder det ny udspil, som hun har skrevet i samarbejde med sin mand Per Meilstrup og grandprix-koryfæet Keld Heick. Og det er bestemt ikke tilfældige samarbejdspartnere, forklarer sangerinden. Hun ved nemlig, at de kunne give sangen det twist, som hendes fans håber på.

- Jeg har i mange år turneret rundt i landet med et grandprix-show, hvor publikum har efterspurgt nye sange fra mig, og især, at det skulle være i den gamle 80'er-stil. Så for mig er det her som at vende tilbage til der, hvor det hele startede, siger hun.

"Kom og kys mig" er den første single fra Gry Meilstrup Johansen siden 2011. Sidst, hun udgav et album i Danmark, var i 1989, men nu arbejder hun på at samle sine nye singler for at udgive det som et samlet album.

/ritzau/FOKUS