René Holten udvider paletten til anden World Cup

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

Fredag går det løs i tjekkiske Racice med sæsonens anden World Cup i kajak, og for Danmarks bedste kajakroer, René Holten Poulsen, bliver det med et hårdt program.

Modsat årets første World Cup i Duisburg, hvor René Holten kun stillede op i 1000 meter enerkajak, som er hans eneste disciplin ved OL, kommer han til at ro tre discipliner i Racice.

- Til OL skal René kun ro 1000 meter, så de konkurrenceforhold ville vi gerne prøve af i Duisburg. Det virkede godt for ham, så nu vil han gerne have nogle flere starter og løb i kroppen, forklarer Bo Vestergaard, sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund, i en pressemeddelelse.

Derfor stiller den danske kajakroer også op i 500 meter enerkajak, hvor han er forsvarende verdensmester, samt i 1000 meter toerkajak sammen med klubkammeraten Nils Boe fra Maribo.

- Duisburg viste os, at vi er på rette vej i vores forberedelser frem mod Rio. Nu gælder det så om at bygge videre på de strategier og den proces, som vi har lagt for roerne, tilføjer han.

Ved World Cuppen i Duisburg viste René Holten imponerende form mod alle sine værste konkurrenter til OL-guldet i Rio.

Han vandt både indledende heat, semifinale og finale i overbevisende stil, og efter eget udsagn havde han mere i tanken, hvis det var blevet nødvendigt.

/ritzau/