Revolutionerende konkurrent kan stjæle Novos bløderguld

Skrevet af admin

06/05/2016

Dagens topnyheder

Novo Nordisk står over for en hård konkurrent på det lukrative marked for medicin mod blødersygdomme. Konkurrenten kan nuppe op mod halvdelen af den danske medicinalgigants salg af medicinen Novoseven.

Det skriver Berlingske Business efter et interview med Novo Nordisks finansdirektør Jesper Brandgaard, som er blevet spurgt ind til konkurrenten Roches lovende blødermiddel ACE 910.

- Omkring halvdelen af vores Novoseven-forretning vil være udsat, hvis det middel kommer igennem og bliver godkendt.

- Nu kommer det ikke ud i hele verden på én gang, så det bliver nok en gradvis påvirkning, men det er klart, at fra 2018 og i årene efter kan der være en negativ påvirkning, siger han.

Novo Nordisk solgte i 2015 for 10,6 milliarder kroner blødermedicin i 2015.

ACE 910 har en stribe fordele i forhold til eksisterende behandlinger. Det er mere effektivt og er samtidig langt mere skånsomt og lettere at tage.

Endnu er midlet på et tidligt stadie, men er blevet tildelt særbehandling af de amerikanske myndigheder på grund af lovende resultater. Det gør, at midlet kan være på markedet allerede næste år.

I en analyse i efteråret 2015 vurderede investeringsbanken UBS, at der er 80 procent chance for, at ACE 910 kommer på markedet, og at det vil tage 60-70 procent af det, hvis det gør.

På samme tidspunkt anerkendte Novo Nordisks forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen over for Finans, at man var blevet overhalet.

- Vi noterer os med interesse, at Roche er kommet dertil, hvor de er. Og at de har et produkt, der umiddelbart er længere fremme end vores, det må vi bare åbenlyst erkende, sagde Mads Krogsgaard Thomsen.

Novo Nordisk selv har en ny generation af blødermidler, der har mange af de samme egenskaber som ACE 910, på vej. Men selskabet er bagud.

- Vi må sørge for, at vores forskere kan lave noget, der kan matche ACE 910 eller måske er bedre. Også selv om vi måske ikke kan komme på markedet på samme tidspunkt som Roche.

- Og det kan vi selvfølgeligt ikke, hvis vi skal komme løbende efter dem som nu, sagde Mads Krogsgaard Thomsen til Finans i september.

/ritzau/