Rigshospitalets portører genoptager arbejdet

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Portører i København og Aarhus er fredag vendt tilbage i arbejde efter at have strejket i sympati med sjællandske kolleger, som er utilfredse med, at de fremover skal hedde serviceassistenter og blandt andet også gøre rent.

Fredag morgen holdt portørerne faglige møder, og i København er portørerne på Rigshospitalet på Blegdamsvej og i Glostrup nået frem til, at de genoptager arbejdet, oplyser fællestillidsmand Jens Anker Clausen.

- Vi har en formodning om, at portørerne i Region Sjælland er på vej til at få en dialog i gang med ledelsen, så vi vil gerne give dem arbejdsro, siger Jens Anker Clausen, som er fællestillidsmand for den del af Rigshospitalet, der ligger på Blegdamsvej.

Samtidig har portørerne dog besluttet at holde et nyt fagligt møde på mandag.

- For at drøfte hvordan vi og man i de andre regioner bedst muligt kan bakke kollegerne i Region Sjælland op i det videre forløb, lyder det i en udtalelse fra portørerne på Riget.

Også portørerne på Aarhus Universitetshospital i Skejby har valgt at genoptage arbejdet, oplyser TV2 Østjylland.

I resten af Region Hovedstaden er portørerne ligeledes vendt tilbage i arbejde, oplyser Ken Petersson, formand for FOA København.

Portørerne på sygehusene i Nykøbing Falster, Holbæk, Roskilde, Slagelse og Næstved nedlagde tirsdag arbejdet i protest mod, at der indføres serviceassistenter på sygehusene i Region Sjælland i stedet for rengøringsassistenter og portører.

- Konflikten bunder i portørernes ulyst til at være serviceassistenter. Når man slår de to funktioner sammen, så er der nogle opgaver, der ikke er attraktive for portørerne - for eksempel rengøring, siger Ken Petersson.

Portørerne i Region Sjælland fortsatte strejken fredag trods et pålæg fra Arbejdsretten om skærpet bod, hvis de ikke genoptager arbejdet.

/ritzau/