Rigspolitiet beklager smøl i CSC-hackersag

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

Rigspolitiet beklager nu, at efterforskningen i en stor hackersag først blev indledt et halvt år efter, at svensk politi rettede henvendelse til de danske kolleger om, at CSC's systemer formentlig var under angreb.

Allerede i juni 2012 henvendte svenskerne sig, men politiet i Danmark satte først en efterforskning i gang i januar 2013.

- Rigspolitiet skal beklage, at der ikke blev iværksat en efterforskning allerede på det tidspunkt, hvor vi modtog de første oplysninger fra Sverige, siger politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet.

I sidste måned blev den svenske hacker Gottfrid Svartholm Warg idømt tre et halvt års fængsel for at stå bag hackerangrebet, der var rettet mod et stort dataanlæg hos it-virksomheden CSC. Han har anket dommen til Østre Landsret og nægter sig skyldig.

På dataanlægget - en såkaldt mainframe - opbevarede CSC en række offentlige registre, som ifølge dommen blev angrebet og kopieret af Warg. En ung dansker blev i sagen dømt for at spille en mindre rolle i sagen, men han blev frifundet for de alvorligste beskyldninger.

Svenskeren er i sit hjemland dømt for lignende kriminalitet, og det var i forbindelse med den efterforskning, at svensk politi fandt ud af, at der var tråde til Danmark.

Rigspolitiet meldte i sommeren 2013 ud, at man havde fået en henvendelse fra svenskerne i januar 2013, men under retssagen i dette efterår forklarede en svensk politimand fra vidneskranken, at man længe før havde tippet dansk politi.

Første henvendelse kom i juni 2012, og det var omkring to måneder, inden Warg blev anholdt i Cambodja, hvorfra han angiveligt udførte sin hacking. I løbet af efteråret 2012 henvendte svensk politi sig flere gange, uden at Rigspolitiet reagerede.

- Det er information, som er modtaget af uformelle kanaler, men alligevel kan vi i bagklogskabens lys se, at den har været så præcis, at man allerede dengang burde have indledt en efterforskning, siger politidirektør i Rigspolitiet Svend Larsen til Ritzau.

Når Svend Larsen på nuværende tidspunkt går ud og beklager forløbet, hænger det sammen med, at Justitsministeriet har beskrevet den nærmere sammenhæng i et skriftligt svar til Folketingets Retsudvalg.

Justitsminister Mette Frederiksen skal fredag eftermiddag i samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor hun blandt andet skal svare på spørgsmål om CSC-sagen

/ritzau/