Rio Ferdinand stopper karrieren efter hård sæson

Skrevet af admin

30/05/2015

Dagens topnyheder

Den 36-årige Queens Park Rangers-forsvarer Rio Ferdinand stopper karrieren. Det meddelte han lørdag til BT Sport ifølge AFP.

- Efter 18 år som professionel fodboldspiller føler jeg nu, det er det rigtige tidspunkt til at trække mig tilbage fra den sport, jeg elsker, siger Ferdinand.

Ferdinand rykkede ud af Premier League med QPR i den netop afsluttede sæson, og han indrømmer, at den svære sæson gav ham et fingerpeg om, at det var tid til at stoppe.

- I denne sæson fandt jeg virkelig ud af, at det var tid til at lægge støvlerne på hylden, komme hjem i huset og se andre folk spille, lyder det fra den tidligere Manchester United-stjerne.

Ferdinand var en gang verdens dyreste forsvarsspiller, da Manchester United hentede ham i Leeds for omkring 350 millioner kroner i 2002.

Det blev til mere 300 kampe i den røde trøje, inden han i 2014 skiftede til QPR, hvor det dog aldrig blev den store succes. Ferdinand spillede kun 12 kampe i hele sæsonen.

Rio Ferdinand nåede at spillede 81 landskampe for England gennem karrieren.

- Jeg vil altid være stolt af mine 81 kampe, som jeg spillede for England. Det er højt skattede øjeblikke, som vil vare resten af livet, siger Ferdinand.

I perioden fra februar 2010 til marts 2011 var Rio Ferdinand officielt anfører for det engelske landshold.

/ritzau/