Ronaldo er i elendig frisparksform inden Danmark-møde

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo er kendt som en af verdens dygtigste frisparksskytter, men hans statistik op til torsdagens EM-kvalifikationskamp mod Danmark på hjemmebane er langt fra prangende.

Ronaldo har blot scoret på to af sine seneste 85 frisparksforsøg, viser en opgørelse lavet af den spanske statistiker Mister Chip.

Af de 85 forsøg har 34 ramt forsvarsmuren, 25 er blevet reddet af målmanden, 23 er gået forbi mål, mens et forsøg har ramt træværket. De to resterende er fløjet i netmaskerne.

Den magre målhøst har ført til kritik af Real Madrid-træner Rafa Benitez, der stædigt fastholder Ronaldo som skytte, selv om træneren råder over andre kompetente frisparksspecialister - blandt andre waliseren Gareth Bale.

Benitez afviser kritikken.

- Når Ronaldo øver til træning, rammer han dem rigtig godt, så jeg er fortrøstningsfuld, siger den spanske træner.

Da Ronaldo søndag gik fra banen uden at score mod Atlético Madrid, var det hans fjerde kamp på stribe uden mål i den spanske liga. En stime på fire kampe uden mål i den spanske liga har han kun oplevet en gang tidligere.

Faktisk har Ronaldo kun scoret i en af de første syv spillerunder. I den kamp scorede han til gengæld fem gange, da Espanyol blev ydmyget 6-0.

/ritzau/Reuters