Rosberg afslutter Formel 1-året med tredje sejr i træk

Skrevet af admin

29/11/2015

Mest læste i dag

Den tyske racerkører Nico Rosberg (Mercedes) tog sin tredje sejr i træk, da Formel 1-sæsonen søndag blev afsluttet i Abu Dhabi.

2015 endte med en dobbelttriumf for Mercedes, da holdkammeraten Lewis Hamilton nappede andenpladsen.

Rosberg må ærgre sig over, at sæsonen slutter på et tidspunkt, hvor han i VM-stillingen er begyndt at hale kraftigt ind på Hamilton, der for flere uger siden sikrede sig VM-titlen.

Den 30-årige tysker, der i alt har vundet seks gange i år, nåede op på 322 point i VM-stillingen, hvilket er 59 færre end holdkammeraten.

Forud for søndagens triumf i Abu Dhabi havde Rosberg senest vundet i Mexico og Brasilien.

Rosberg og Hamilton havde sat de hurtigste tider i lørdagens kvalifikation, og løbet i Abu Dhabi blev en paradekørsel for de to Mercedes-kørere.

Ferraris førstekører, Sebastian Vettel, havde blot sat 16.-bedste tid i kvalifikationen og startede derfor langt tilbage i feltet. Den tidligere tyske verdensmester kørte sig helt op på en fjerdeplads.

Vettels finske holdkammerat Kimi Räikkönen tog tredjepladsen i Abu Dhabi.

Rosberg slutter bag Hamilton i VM-stillingen, mens Vettel tog tredjepladsen.

Af sæsonens 19 grandprixer endte det suveræne Mercedes-team med at vinde de 16.

/ritzau/