Rusland får første sejr på alpine ski i 33 år

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

Rusland er langtfra forvænt med world cup-sejre på alpinski, men tirsdag var der gevinst.

Den 30-årige Alexander Khoroshilov vandt i Schladming efter, at han allerede havde taget føringen i første gennemløb.

Russeren vandt foran italieneren Stefano Gross og tyskeren Felix Neureuther.

Slalomløbet i Schladming var det sidste, inden de alpine skiløbere rejser til VM i Colorado i USA, der begynder i næste uge.

Sidst en russer vandt et alpint world cup-løb, var, da Alexander Zirov vandt storslalom i Laax i Schweiz i marts 1981.

Mens det kun var Khoroshilovs anden podieplacering i karrieren, var tredjepladsen Felix Neureuthers syvende podieplacering alene i denne sæson.

/ritzau/