Rusland holder stor militærparade på Den Røde Plads

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

Rusland gennemfører lørdag en storstilet militærparade for at markere 70-året for sejren over Nazityskland med en iøjnefaldende opvisning af militær magt samtidig med et opgør med Vesten om krisen i Ukraine.

Den russiske forsvarsminister, Sergei Sjoigu, er leder af paraden på Den Røde Plads, en af de største sejrsparader i de seneste årtier.

Vestlige lande, anført af Ruslands allierede fra anden verdenskrig, boykotter 9. maj-markeringen på grund af krisen om Ukraine.

Det betyder, at præsident Vladimir Putin kun har selskab af ledere fra Kina, Cuba og Venezuela.

Omkring 16.000 soldater deltager i paraden på Den Røde Plads, som også er en præsentation af Ruslands nyeste våbenteknologi, heriblandt den næste generation T-14 Armata kampvogn, som under generalprøven fredag gik i stå og måtte bjærges væk.

I sin tale under paraden takker Vladimir Putin de ikke tilstedeværende allierede under anden verdenskrig - USA, Storbritannien og Frankrig - for deres bidrag til sejren over Nazityskland.

- Vi er taknemmelige over for folkene i Storbritannien, Frankrig og USA for deres bidrag til sejren, siger Putin i begyndelsen af paraden. Han takker også dem, der kæmpede mod nazisterne i andre lande, heriblandt Tyskland.

Sovjetunionen mistede omkring 27 millioner soldater og civile under Anden Verdenskrig. Det er et tabstal, der langt overstiger alle andres, men Den Røde Hærs sejre er fortsat genstand for en enorm stolthed blandt russere.

Sejrsdagen samler alle russere, uanset politisk tilhørsforhold og sympatier, og store menneskemængder ventes i løbet af lørdag at strømme ind i den centrale del af Moskva.

Men krisen i Ukraine kaster lange skygger over Kremls jubelparade. Rusland er hårdt ramt af vestlige sanktioner som reaktion på annekteringen af Krim og støtten til separatisterne i det østlige Ukraine.

/ritzau/AFP