Rusland: Observatørmission i Ukraine skal fordobles

Skrevet af admin

06/03/2015

Mest læste i dag

Der er brug for flere observatører i Ukraine til at overvåge den konflikt, som har stået på mellem prorussiske separatister og ukrainske regeringssoldater i snart et år.

Det mener Rusland og Tyskland, som ifølge nyhedsbureauet AFP efterspørger, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, fordobler det nuværende mandskab til 1000 observatører.

OSCE arbejder i den tidligere sovjetrepublik på baggrund af en aftale, som de stridende parter har indgået.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og hans tyske modpart Frank-Walter Steinmeier "beder OSCE om at træffe en hurtig beslutning om at øge mandatet" i specialmissionen til 1000, siger Lavrov i Moskva, skriver AFP.

Steinmeier bekræfter opfordringen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

OSCE's generalsekretær, Lamberto Zannier, har selv overbragt ønsket om flere folk til EU's uformelle udenrigsministermøde i den lettiske hovedstad, Riga.

Men her står det også klart, at selve antallet ikke er det mest presserende problem. Det er problemet med overhovedet at få adgang til de relevante områder i det østlige Ukraine.

- Vi har nu en styrke på 500 mand. Men vi har jo endnu ikke 500 mand på landjorden. Det vigtigste er at øge antallet af kvalificerede folk, der er til stede i området, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini.

Blandt andre den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), fremfører samme pointe.

- Det ser ud som om, alle parter - inklusiv Rusland - måske vil acceptere et større antal observatører. Og så skal vi selvfølgelig også sørge for, at der er de penge og den teknologi til rådighed.

- Men helt afgørende bliver det jo, at han (OSCE-chefen, red.) kan få adgang med sine observatører. Det er ikke tilfældet i dag, siger Lidegaard.

Den fredsplan, som Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland indgik 12. februar i den hviderussiske hovedstad, Minsk, blev mødt af kritik netop på grund af den svage observatørmission i landet.

Blandt andre Ukraine har efterspurgt en væbnet styrke til at sikre, at våbenhvilen håndhæves.

Derfor har landet bedt om en FN-styrke, men det har Rusland modsat sig.

/ritzau/