Rusland og Ukraine udveksler fanger

Skrevet af admin

31/08/2014

Mest læste i dag

10 russiske faldskærmstropper bliver udleveret til Rusland, mens russerne frigiver 63 ukrainske soldater, der har været tilbageholdt i landet.

- Vores kompetente organisation har netop udleveret 63 ukrainske soldater, som krydsede grænsen til Rusland den 27. august, siger den næstkommanderende i det russiske luftvåben Aleksej Ragosin ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Ruslands beslutning om at udlevere de ukrainske soldater kommer, efter at Ukraine har valgt at frigive 10 russiske faldskærmstropper, der blev tilbageholdt af ukrainske myndigheder den 25. august.

- Forhandlingerne har været besværlige. Men i sidste ende sejrede den sunde fornuftigt, og alt endte godt, siger Ragosin.

Han tilføjer, at de russiske myndigheder har arbejdet hårdt for at få soldaterne ud af Ukraine, efter at de ifølge den næstkommanderende for vild og krydsede en umarkeret del af den russisk-ukrainske grænse.

- De (faldskærmstropperne, red.) er kede af, at alt er sket på denne måde. De vil nu modtage psykologhjælp og anden nødvendig hjælp, siger Ragosin.

Ifølge ham har de ukrainske soldater i Rusland opholdt sig i en midlertidig lejr i Ruslands sydlige Rostov-region.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, sagde lørdag, at den aktuelle konflikt mellem landene ligner krig.

- Vi er meget tæt på der, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og det vil sige rigtig krig, hvilket allerede udspiller sig i de områder, som kontrolleres af separatisterne, sagde han.

Oplysningen om fangeudvekslingen følger EU's beslutning om igen at stramme sanktionerne over for Rusland.

Lørdag blev EU-landenes stats- og regeringschefer på deres topmøde i Bruxelles enige om, at skærpede sanktioner skal ramme alle personer, virksomheder og institutioner, der har forbindelse til separatisterne i Donbass-regionen, som dækker de ukrainske provinser Lugansk og Donetsk samt Rostov-regionen i selve Rusland.

EU-Kommissionen og EU's udenrigstjeneste får en uge til at komme med forslag til en ny stramning.

Det er ikke nærmere beskrevet, hvad de skærpede sanktioner i øvrigt skal gå ud på. Men i topmødets sluterklæring tales om "betydelige yderligere skridt i lyset af udviklingen i situationen på landjorden".

/ritzau/Itar-Tass