Rusland til USA: I forhindrer OSCE-arbejde ved flyvrag

Skrevet af admin

28/07/2014

Dagens topnyheder

Rusland anklager nu amerikanerne for at forhindre internationale observatører fra OSCE i at udføre deres arbejde omkring nedstyrtningsstedet for flyet MH17 i Ukraine.

I en telefonsamtale med USA's udenrigsminister, John Kerry, har hans russiske modpart, Sergej Lavrov, opfordret til, at Kerry "beordrer sine underordnede til at stoppe med at hindre OSCE i at gøre sit nuværende arbejde", lyder det i en meddelelse fra udenrigsministeriet i Moskva.

Omvendt lyder det fra USA, at Kerry opfordrede russerne til at "begynde med at bidrage til en nedtrapning af konflikten".

Der blev søndag udkæmpet hårde kampe mellem Ukraines militær og prorussiske separatister tæt på det sted, hvor det malaysiske passagerfly blev skudt ned for halvanden uge siden.

Det betød, at internationale eksperter måtte udsætte undersøgelser af flyvraget.

Russerne har anklaget amerikanerne for at støtte styret i Ukraine i dets kamp imod prorussiske separatister i Østukraine og dermed bære en del af ansvaret for blodsudgydelserne i konflikten.

Omvendt mener USA og EU, at Rusland støtter separatisterne med våben og ekspertise.

- Udenrigsminister Kerry opfordrede Lavrov til at stoppe strømmen af tunge våben, raketter og artilleriaffyringer fra Rusland ind i Ukraine. Han accepterede ikke en benægtelse af, at Rusland bidrager med våben i konflikten, lyder det fra USA's udenrigsministerium.

De to ministre kunne dog enes om, at der er behov for en våbenhvile i det østlige Ukraine, og at der bør iværksættes forhandlinger om en sådan med det samme.

/ritzau/AFP