Ruslands spionchef: Vi har mistænkte for Nemtsov-drab

Skrevet af admin

04/03/2015

Mest læste i dag

Drabet på den russiske oppositionsleder Boris Nemtsov er en "provokation" og har politiske undertoner.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, under et møde med embedsmænd fra landets indenrigsministerium.

- Den største opmærksomhed bør rettes mod højt profilerede forbrydelser, herunder dem med politiske undertoner. Rusland burde være fri for den form for skam og tragedier, som vi på det seneste har været udsat for, siger Putin.

- Jeg mener det formastelige drab på Boris Nemtsov lige midt i hovedstaden, tilføjer præsidenten.

Nemtsov, som var en af Putins mest markante kritikere, blev dræbt af skud sent fredag aften på en bro i det centrale Moskva.

Han er den mest fremtrædende politiker, der er blevet dræbt under Putins 15 år lange styre i Rusland.

Kreml har afvist at være involveret og betegner drabet som en "provokation", der har til formål at kaste et dårligt lys over Putin og styrke hans politiske modstandere.

Boris Nemtsovs venner mener derimod, at Kreml har skylden for at have skabt en hadsk atmosfære, der rammer Putin-styrets kritikere.

Tidligere på dagen meddelte chefen for den russiske efterretningstjeneste FSB, at tjenesten har identificeret flere mistænkte bag drabet på Boris Nemtsov.

- Der er altid nogle, svarer Aleksander Bortnikov på et spørgsmål fra en journalist.

Han tilføjer, at efterforskningen følger flere forskellige spor, skriver nyhedsbureauet Interfax ifølge Reuters.

Hidtil har myndighederne ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

Nemtsov blev begravet tirsdag i Moskva.

/ritzau/Reuters