Russere fratages stafetguld med otte års forsinkelse

Der er allerede blevet uddelt et hav af medaljer under OL i Rio, men nu beder Den Internationale Olympiske Komité også om at få nogle af de værdifulde stykker metal tilbage igen.

Det sker, efter at der er fundet spor af ulovlige stoffer i en dopingprøve, der blev foretaget efter kvindernes atletikfinale på 4x100 meter stafet ved OL i Beijing tilbage i 2008.

Det er den russiske løber Yulia Chermoshanskaya, som skulle have brugt de forbudte præparater stanozol og turinabol, som er blevet afsløret i forbindelse med, at man har analyseret de gamle dopingprøver igen med den viden, som man har i dag.

Det har tidligere været fremme, at Chermoshanskaya skulle være en af de 14 russiske atleter, der var blevet afsløret i brug af doping i forbindelse med, at man undersøgte de gamle prøver fra Beijing endnu engang.

Russerne vandt finalen, hvor de amerikanske favoritter manglede på grund af en diskvalifikation i indledende heat, og hvor hverken Storbritannien, Jamaica eller Polen fuldførte.

Dermed får Belgien i stedet tildelt guldet, mens Nigeria rykker op og får sølv, mens Brasilien vinder bronze.

/ritzau/

Dagens Gossip