To sømænd savnet efter angreb på ukrainsk patruljebåd

Skrevet af admin

01/09/2014

Dagens topnyheder

Otte sømænd er blevet reddet efter et angreb på en ukrainsk patruljebåd i Asov-havet, mens to mænd fortsat er savnet, siger den ukrainske grænsekontrol.

Den ukrainske patruljebåd er sunket under hændelserne, og eftersøgningen af de to forsvundne mænd fortsætter, lyder det.

Båden blev angiveligt angrebet af artilleriild, men det står endnu ikke klart, præcis hvor skuddene kom fra.

- Båden sank. Vi formåede at redde otte sømænd takket være andre skibe, der kom til deres undsætning. Syv af dem er såret eller forbrændt. To sømænd er fortsat forsvundet. Vi fortsætter med redningsaktionerne, siger Sehij Astakhov, der er medlem af den ukrainske grænsekontrol.

- Efter at have analyseret situationen er vores mistanke, at angrebet stammer fra artilleriild, men vi ved endnu ikke, hvorfra det blev affyret, siger han.

Havet, der både har en russisk og ukrainsk kystlinje, er en nordøstlig afgrening af Sortehavet og grænser op til Krim-halvøen.

I det østlige Ukraine er konflikten antændt af, at Rusland i marts annekterede den ukrainske halvø Krim efter en kontroversiel folkeafstemning.

Siden april har prorussiske separatister besat flere østukrainske byer.

De kræver en folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine.

/ritzau/Reuters