Sønderjyske ærgrer sig over uforløst overtalsspil

Skrevet af admin

28/11/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyske spillede fredag aften 0-0 med Esbjerg hjemme på Sydbank Park i Haderslev. På trods af en halv time i overtal lykkedes det ikke sønderjyderne at få scoret det afgørende mål.

Den hurtige offensivspiller hos Sønderjyske Johan Absalonsen kaldte opgøret for en rigtig efterårskamp, hvor ikke meget fungerede hos hjemmeholdet.

- Det var en rodet og uskøn kamp. I den første halve time kunne vi slet ikke få spillet til at hænge sammen, og vi sparkede alt for mange lange bolde, siger Johan Absalonsen.

- Vi prøvede at trykke på, men det gav ingen muligheder, og det hele blev lidt for tilfældigt. Vores udnyttelse af overtalssituationen var i det hele taget slet ikke god nok.

Sønderjyskes allroundspiller Bjørn Paulsen var hverken skuffet eller tilfreds efter kampen og anerkendte Esbjergs defensive evner.

- Vi burde havde skabt noget mere til sidst, men Esbjerg var stærke i deres bagkæde, og uafgjort var vel fair nok overordnet set. Det ene point tager vi med, og så må vi arbejde på at blive mere kyniske, siger Bjørn Paulsen.

Cheftræner for det sønderjyske mandskab, Lars Søndergaard, mente, at det var en udfordring for hjemmeholdet at spille i overtal mod et dygtigt Esbjerg-hold.

- Det var svært for os at spille i overtal og især mod et godt omstillingshold som Esbjerg, der hurtigt kunne få skabt chancer, hvis de fangede os i ubalance, siger cheftræneren og uddyber.

- Den sidste skarphed manglede, men set over hele kampen var jeg tilfreds med indsatsen og med, at vi holdt Esbjerg fra de store chancer. Det er der ikke mange hold, der kan.

Sønderjyske skal i efterårets sidste runde en tur til Randers, hvor de topplacerede kronjyder byder op til kamp.

/ritzau/