Sønderjyske prioriterer Europa League højt i tæt program

Sønderjyske fik søndag hevet et point med hjem fra Herning, da et selvmål fra FC Midtjylland i slutminutterne sikrede 2-2 og dermed det ene point.

Cheftræner Jakob Michelsen havde valgt at ændre lidt i startopstillingen til kampen, da det er et hårdt kampprogram i øjeblikket for Sønderjyske, og Europa League-kvalifikationen er meget vigtig.

- Begge startopstillinger indikerede, at der er et vigtigt opgør på torsdag. Vi prioriterer den kamp torsdag rigtig meget, og det kunne man se på vores opstilling.

- Derfor valgte jeg også at skifte Janus Drachmann og Nicolaj Madsen ud, fordi de var trætte, siger Jakob Michelsen.

Sønderjyske fik flot 0-0 hjemme med Sparta Prag i det første opgør, og nu venter der et nyt opgør, hvor sønderjyderne skal spille op til deres allerbedste.

- Sparta Prag er kæmpe favoritter, men 0-0 er ikke det værste udgangspunkt. Vi skal overgå os selv og spille den bedste kamp, vi nogensinde har spillet, for at komme i gruppespillet. Vi spillede tæt på en perfekt kamp i den første.

- Men vi skal score for at gå videre og gør vi det, så kommer der pres på dem. Vi har en chance, og der går måske mange år, inden den kommer igen, siger Jakob Michelsen.

Det tætte program har også sat sit aftryk på Superligaen, hvor Sønderjyske blot har hentet tre point, men det tager cheftræneren forholdsvis roligt.

- Det var fint at få et point heroppe i vores tætte kampprogram. Vi tager alt, hvad vi kan få i øjeblikket. Det var ikke kønt, men hård fight var, hvad det kunne blive til i dag.

- Det er rigtig fint for moralen at få uafgjort med titelaspiranter som FC Midtjylland og FC København, men det rykker desværre ikke så meget i tabellen, siger Jakob Michelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip