S-profil kræver flere voksne i børnehaver

Skrevet af admin

01/04/2015

Dagens topnyheder

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan slutter sig til SF og Enhedslisten og opfordrer nu til, at der sættes en øvre grænse for, hvor mange børn der må være i forhold til voksne i landets daginstitutioner.

Der bør maksimalt være tre børn pr. voksen i vuggestuerne og højst seks børn pr. voksen i børnehaverne, mener hun.

Regeringen er på vej med et større udspil, der skal sikre bedre daginstitutioner, men den socialdemokratiske partitop har slået fast, at der næppe bliver tale om minimumkrav til, hvor mange pædagoger der skal være til et bestemt antal børn.

Det ærgrer Yildiz Akdogan, der håber, at regeringen vil nå at ombestemme sig, inden børnepakken lægges frem.

- Lave normeringer går ud over de svage børn, men de går faktisk også ud over de ressourcestærke børn, siger Yildiz Akdogan.

Hun henviser blandt andet til en rapport fra analyseinstituttet Bureau 2000, der viser, at der er 6,5 børn pr. voksen i vuggestuerne og 11,8 børn pr. voksen i børnehaverne. Til sammenligning passede en voksen i en vuggestue 4,1 børn i gennemsnit i 1986.

En undersøgelse fra Bupl, pædagogernes fagforening, viste i januar, at fire ud af fem pædagoger på en tilfældig dag har været alene med en børnegruppe på nul til fem år.

Hvor pengene til flere pædagoger skal komme fra, og hvad det i det hele taget vil koste, har hun ikke noget bud på.

- Det her så vigtigt, at det ikke skal stoppes med en begrundelse om kroner og øre.

Regeringen nævner selv i sit regeringsgrundlag minimumnormeringer som en måde at hæve kvaliteten i daginstitutionerne på. Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt, at hun har svært ved at se, hvor pengene skal komme fra.

Og Socialdemokraternes børneordfører, Anette Lind, har direkte afvist, at der kommer lovbestemte minimumnormeringer.

- Vi tror ikke på, at minimumnormeringer giver bedre kvalitet i institutionerne. Der er kommunalt selvstyre, og kommunerne er bedst til at se, hvordan normeringen skal være lige præcis i deres institutioner. Det skal ikke besluttes centralt, sagde Annette Lind i sidste uge.

/ritzau/