S: Regeringen har valgt EU-sporet i Gaza-konflikt

Skrevet af admin

29/07/2014

Mest læste i dag

Som den eneste socialdemokratiske partileder i Norden har statsminister Helle Thorning-Schmidt valgt ikke at være medunderskriver af en fælles udtalelse, der stærkt kritiserer Israel.

Fungerende politisk ordfører Ane Halsboe-Jørgensen (S) forklarer, at den danske regering har valgt EU-sporet i stedet for at skrive under sammen med Thornings nordiske kolleger.

- Det er en meget klar socialdemokratisk holdning, at de handlinger, vi ser fra Israel i de her uger, er langt over stregen, og det skal stoppes. Det har den danske regering sagt meget klart i EU-regi. I EU-regi har man også lavet nogle fælles konklusioner. Og det er regeringen dækket ind af, siger hun til Ritzau.

I weekenden udsendte de socialdemokratiske partiformænd Jonas Gahr Støre, Stefan Löfven, Antti Rinne og Arni Pall Arnason fra henholdsvis Norge, Sverige, Finland og Island en erklæring, hvori de kritiserer Israel i forbindelse med den igangværende konflikt i Gazastriben.

I erklæringen siger de nordiske partiledere blandt andet, at de "fordømmer Israels anvendelse af uproportionel vold, som strider mod folkeretten og grundlæggende humanitære principper".

Ane Halsboe-Jørgensen slår fast, at Danmark har en klar holdning til situationen i Israel og Gazastriben.

- Danmark har skam en meget klar holdning til at bombardementerne skal stoppes, at bosættelserne skal stoppes, og at drabet på civile er langt over stregen. Det siger vi gerne, siger hun.

Spørgsmål: Hvorfor er vi så ikke med til at fordømme det i det her fælles nordiske brev?

- Den danske regering har valgt EU-sporet sammen med de andre regeringschefer. Det er en stemme, som forhåbentlig kommer til at spille en meget stor rolle i at få den nuværende situation vendt til en mere fredelig vej, siger hun.

/ritzau/