S vil beskytte LO-familier i skatteslag om ulovlig PSO-afgift

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

Hvis PSO-afgiften afskaffes, skal regeringen og Folketingets partier finde 70 milliarder kroner over ti år for at lukke det hul, som de manglende indtægter fra afgiften efterlader.

Onsdag aften erfarer flere medier, at regeringen lægger op til hæve bundskatten med 0,31 procentpoint samt sænke personfradraget med 1100 kroner for at betale den regning.

Den løsning kan måske gå an, hvis der tages hensyn til, at det ikke bliver dyrere at være eksempelvis en LO-familie med to børn. Det mener Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht.

- Det, som regeringen har fremlagt for os, peger på, at det samlet set vil blive billigere for forskellige typer af familier, siger han.

Skatteregningen skal dermed helst ikke blive større end, at besparelsen på elregningen, når PSO-afgiften forsvinder, kan dække den.

I stedet håber Benny Engelbrecht, at regeringen vil inddrage besparelser i støtteordninger til erhvervslivet som en del af finansieringen.

- I alle tilfælde synes vi, at det vil være klogt at kigge på andre modeller. Hvis man gør, som regeringen lægger op til, vil det blive en meget stor besparelse for erhvervslivet, siger han.

Også Dansk Folkeparti har overfor Berlingske givet udtryk for, at de gerne ser, at erhvervslivet kommer til at betale en del af regningen.

De Konservative har blankt afvist, at skatten skal hæves, mens Liberal Alliance ikke ønsker at udtale sig, mens der foregår forhandlinger.

Alternativet mener, at de dårligst stillede i samfundet, kommer til at betale regningen, hvis PSO-afgiften afskaffes.

- I stedet for at lade de virksomheder og borgere, der bruger mest strøm, betale mest til den grønne omstilling, hæver man nu skatten i bunden og lader derved de allerede dårligst stillede betale regningen, siger skatteordfører René Gade i en skriftlig kommentar.

/ritzau/