Samlet damelandshold: Utvetydig opbakning til trænerne

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

I et åbent brev fra de danske håndboldkvinder bliver der mandag aften udtrykt fuld opbakning til landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Det sker, efter at et lækket brev med kritik af landstræneren har skabt stor debat i løbet af mandagen.

- Derfor føler vi os også nødsaget til at komme med en udmelding, hvor vi som samlet landsholdsgruppe utvetydigt bakker op om landstrænere og ledere, og den proces vi i fællesskab har startet op.

- Så der ikke hersker nogen tvivl om, at vi har fuld tillid til det arbejde, landstrænergruppen udfører, og at vi alle trækker i samme retning.

- Vi ønsker fortsat ikke at forholde os til evalueringen i pressen, da det er et internt anliggende mellem spillere og landsholdsledelse, lyder det fra spillerne.

Kritikken af Klavs Bruun kom efter et VM på hjemmebane, der endte med en skuffende sjetteplads i december, samt en mislykket OL-kvalifikation i marts. Og den evaluering og kritik står spillerne fortsat ved.

- Oven på et VM og en OL-kvalifikation, der ikke levede op til vores egne forventninger, valgte vi i spillergruppen at foretage en evaluering, som vi ikke kunne tage med hinanden ansigt til ansigt, da vi alle skulle tilbage til klubberne.

- Derfor er evalueringen lavet over telefonen og på skrift, så alle er blevet hørt og er kommet med deres input.

- Det er endt ud i et dokument, som en samlet spillertrup bakker fuldstændig op omkring og står ved, lyder det.

Spillerne ønskede at gøre landsholdsledelsen opmærksomme på nogle ting, så der kunne optimeres på forhold både på og uden for banen.

- På samme måde har landstrænerne også ting, de gerne vil ændre, og derfor er det helt normalt, at man snakker om tingene.

- De ting havde vi ønsket at holde internt, og derfor er vi også utroligt ærgerlige over, at denne evaluering er nået ud til pressen, siger spillerne.

På et møde afholdt 23. maj har trænere og ledere taget spillernes input dybt seriøst.

- Vi har siden mødet alle været enige om at se fremad og bakke op om den proces, vi startede med den skriftlige evaluering, og som vi endelig kunne tale igennem i mandags.

- Derfor er det selvfølgelig en overraskelse, at der er flere medier, der har valgt at bringe historien igen og fået det til at fremstå, som om der er uro i landsholdslejren.

- Det er på ingen måde tilfældet. Vi har tværtimod haft en rigtig god uge, og processen, vi har startet, er kommet rigtig godt i gang, konkluderer spillerne.

/ritzau/